Husk tilmelding til jubilæumsreceptionen
Lørdag den 22. november runder Vejgaard Boldspilklub en af de helt store milepæle. 100 år. Et virkelig flot tal, og det vil vi naturligvis gerne markere. Derfor afholder vi jubilæumsreception i klubhuset på Sofievej 31 fra kl. 13.00-17.00, hvor vi er vært ved noget godt til ganen og lidt lækkert til maven.
Alle VB'ere, nuværende såvel som tidligere, er velkomne i klubhuset, og rigtig mange har allerede meldt sin ankomst. Vi håber også at du vil dukke op, og af hensyn til vores planlægning af dagen, herunder ikke mindst bestillingen af mad- og drikkevarer, skal vi have din tilmelding via mail til vbhistorie@vejgaard-bk.dk senest nu på fredag den 14. november.
Der er flere som har spurgt til, hvad klubben ønsker sig? Og skulle der være nogen, som måtte ønske at betænke klubben med en lille gave, så ønsker vi os tilskud til indkøb af materialer til vores mange hold i klubben (bolde, kegler, trøjer, overtræksveste m.v.). Vi er en stor klub, med hold på alle aldersgrupper og niveauer, og det er derfor også hvert år en større post for os at supplere og opgradere holdenes materialer. På denne måde ønsker vi, at eventuelle gaver kommer rigtig mange af klubbens medlemmer til gode. En eventuel gave kan du indbetale enten via Mobilepay eller ved bankoverførsel:
- Mobilapay: 910419
- Bankoverførsel: 9236 – 4578242878
Den store jubilæumsdag nærmer sig med hastige skridt og vi glæder os - ses vi?

