Fortalt af Carsten Søgaard, med supplerende ord af Lars Thomsen

Historien om VB’s tilbagevenden til Danmarksserien, kunne godt starte i oprykningsåret 1993, men fortællingen tager sin begyndelse med en afstikker til sæsonen 1990, hvor førsteholdet under ledelse af Thorkild Jørgensen faktisk sluttede som nr. 2 i Jyllandsserien. Dengang begyndte snakken at gå på, om klubben efter flere år i Jyllandsserien, mon nu var klar til at tage skridtet videre til Danmarksserien. 1991-sæsonen blev dog umiddelbart et tilbageslag med en 7. plads som resultat, men spillere som Claus Jørgensen, René ”Kongen” Nielsen, Henrik Bang, Michael Lohmann, Bette Per, Brdr. Strandquist, Anders ”Kalkunen” Christoffersen og Tom Christensen var en del af spillertruppen i disse år. Alle spillere, som skulle vise sig at blive vigtige i de år der fulgte.

- Med min ansættelse som cheftræner fra og med sæsonen 1992, blev sigtekornet for alvor rettet ind mod oprykning til Danmarksserien. Vi betragtede 1992 som et ”analyse-år” og konstaterede i den forbindelse, at vi bl.a. manglede fysik samt taktisk indsigt. Med en gennemsnitsalder på 22-23 år havde holdet selvsagt for lidt rutine, men teknikken og hurtigheden var allerede på et niveau højere end de andre hold i Jyllandsserien. Samtidig konstaterede vi også, at vi skulle blive mere professionelle udenfor banen – ikke kun på selve holdet, men i hele organisationen rundt om holdet og i klubben.

På trods af ovennævnte mangler, var holdet hele tiden med i den bedste halvdel af rækken i 1992-sæsonen – en overgang endda med helt i toppen - og sæsonen endte med en tilfredsstillende delt 4. plads.

Fokus på fysikken

Der blev arbejdet hårdt i vinterpausen 1992/93. Truppen holdt vægten og formen rimeligt vedlige, og det nyetablerede styrketræningslokale i kælderen blev flittigt brugt. Carsten Bleis Nielsen og Erik Jepsen brugte rigtig meget tid på at få etableret styrketræningsrummet, og daværende andetholds-træner Claus Pedersen hjalp med at få diverse maskiner og redskaber på plads

- Vi startede træningen op i den første uge i januar, og vi trænede fast tre gange om ugen. Vi fjernede alle de ”dårlige” afbud, bl.a. ved at vi alle planlagde vores ferier efter JS-kampprogrammet. Siden jul var styrketræningen blevet intensiveret, så vi ikke manglede fysikken, sådan som vi gjorde i 1992-sæsonen. Desuden styrkede vi holdet socialt ved forskellige tiltag, og VB gjorde det mere attraktivt at spille på førsteholdet i form af mange nye tiltag omkring både holdet og den enkelte spiller.

Ambitioner på mere

I vinterpausen blev alle spillerne også interviewet, så der kunne findes fælles fodslag. Og det viste sig, at spillerne var lige så ambitiøse som klubben og trænerne.

- Derfor kunne jeg med ro i maven udtale til Aalborg Stiftstidendes Jyllandsserie-optaktsartikel, at VB – i øvrigt som det eneste af de 7 nordjyske hold i Jyllandsserien – troede på en placering helt i toppen af rækken. Mange spurgte mig dengang, hvordan jeg turde udtale mig om oprykning inden sæsonstarten – har du fået storhedsvanvid, blev jeg spurgt. Måske er den slags farligt, men på den anden side måtte der også være et mål for satsningen, og jeg var overbevist om, at vi havde materialet til oprykning.

Ugen inden sæsonstarten trak Søgaard dog lidt i land i selvsamme avis, men det var af taktiske årsager.

- ”VB er svagere end i fjor, og truppen er meget smal”. Det sædvanlige øregas fra en træner, men også for at fortælle spillerne, at selv om vi var velforberedt, kommer intet af sig selv, og de andre modstandere ville gøre alt for at stikke en kæp i hjulet, hvis vi opførte os alt for smarte!

20 kampe i træk uden nederlag

Men holdets udvikling kunne ikke skjules ret længe. Allerede i den anden turneringskamp, på udebane mod Dronningborg, stod det klart, at VB-holdet var meget stærkt, og sæsonen anden sejr kom i hus efter fantastisk flot spil. Efter kampen kom Dronningborgs mangeårige holdleder ind i omklædningsrummet til VB-truppen og ønskede allerede på dette tidligere tidspunkt af sæsonen holdet tillykke med oprykningen!

- Vi fortsatte sejrsstimen, og efter udekampen mod Holstebro kunne alle mærke, at noget stort var på vej. Kampen sluttede 4-4- efter at vi havde været bagud hele fire gange, endda altså på udebane. Til sidst udlignede vi med en spiller i undertal!!! Kampen blev i øvrigt fulgt op med en fantastisk tur på kalkunfarmen (Anders Christoffersens forældres farm ved Viborg), sammen med koner, kærester og børn. Dette hold fungerede både på og udenfor banen!

Foråret fortsatte uden nederlag i de 13 kampe og alt summede i klubben, og det begyndte for alvor at smage af noget. Efteråret blev dog ikke så flot en fodboldoplevelse som foråret. Alle hold ville gøre deres yderste for at stoppe VB, og hver eneste kamp blev vanskelig. Det lykkedes dog at fortsætte med at skrabe point sammen, og holdet nåede op på 20 kampe i træk uden nederlag – en fantastisk præstation.

Oprykning i 5. sidste spillerunde

Herefter var det tid til topkamp mod Viborg FFs superligareserver på udebane, hvor det desværre ikke skulle blive til kamp nr. 21 i træk uden nederlag. Vi tabte – fortjent – topkampen 2-0, men allerede i næste spillerunde skulle der blive noget at glæde sig over.

- I 5. sidste spillerunde, søndag den 3. oktober 1993, skulle vi op mod Vivild på Vejgaard gl. Stadion, og det blev en dag jeg aldrig kommer til at glemme. Vi vandt ganske sikkert vores egen kamp 1-0, og herefter måtte vi så vente i tre lange timer efter kampen, før vi i cafeen fik meldingen om, at Hadsund havde tabt sin kamp! Vi kunne derfor ikke indhentes, selv om der resterede 4 spillerunder. Jubelen i klubhuset var enorm og der blev festet, sunget og hygget til den store guldmedalje.

En helt fantastisk sæson med flot fodboldspil og en fortjent oprykning til et unikt (sammen)hold, hvor indstilling, træningsvilje, træningsintensitet, opprioritering af fodbolden, nedprioritering af næsten alt andet, samt sammenhold og samarbejde gjorde, at målsætningen kunne opnås: OPRYKNING TIL DANMARKSSERIEN! For første gang i 23 år!

En hård debutsæson udenfor banen

Helt som forventet blev den første sæson i Danmarksserien noget af en prøvelse. Både på og udenfor banen.

Klubben blev bl.a. mødt med DBU-krav om, at omklædningsrummene skulle være i umiddelbar forbindelse med kampbanen, ligesom der skulle være toiletforhold for tilskuerne ved kamppladsen. Det stod derfor hurtigt klart, at en temmelig banebrydende beslutning trængte sig på: Flytning af førsteholdets kampbane fra Vejgaard gl. Stadion til banerne på Sofievej. Mange af de gamle VB’ere kæmpede imod, og der blev snakket om mulige nødløsninger, men der var ingen vej uden om: Der måtte etableres stadionfaciliteter ved Bane 1 ud for klubhuset på Sofievej!

I første omgang var det afgørende, at der blev etableret et fast rækværk hele vejen rundt om banen, hvilket var et krav. Holdleder John Skæg gik i gang i det tidligere forår, sammen med en lang række gode kræfter i klubben, og der blev boret usandsynligt mange huller til stolperne og monteret lægter hele vejen rundt. Den forholdsvis primitive måltavle fra Vejgaard gl. Stadion blev flyttet op på Sofievej, og klubben havde håbet på at være klar med rækværk, måltavle m.v. til den første hjemmekamp i efterårssæsonen, men det lykkedes ikke helt. Det var derfor først til den anden hjemmekamp i efteråret 1994, søndag den 21. august, at vi kunne tage vores nye stadion i brug, hvorved Bane 1 skiftede navn til O-banen.

Fra 3-5-2 til 4-5-1

Sportsligt var en af udfordringerne, at Danmarksserien var højeste række for Superliga-klubbernes reserver. AGF, Vejle Boldklub, Viborg FF, Ikast FS, Silkeborg IF og AaB, for blot at nævne nogle af de hold, som vi skulle konkurrere mod. Ikke alene var det rimeligt uforudsigeligt, hvilke spillere holdene stillede med i de enkelte runder, grundet skader og karantæner på Superligaen, men holdene kunne jo altså heller ikke rykke op og derfor kunne man stå i en situation, hvor f.eks. en 5. eller 6.plads ville kunne give oprykning. Det gav en sæson med mange ubekendte faktorer, selv om fokus i VB nu mere var på at undgå nedrykning i den modsatte ende af tabellen.

- Målet og håbet var at bringe os i sikkerhed min. 3 runder før sæsonafslutningen. Vi endte dog med at tabe de sidste 5 kampe i streg og vi måtte bide negle helt til sidste spillerunde inden det stod klart, at vi havde reddet os med en 12.plads blandt de 16 hold i rækken. Vi gik gennem debutsæsonen med hele 11 forskellige målscorere, men værd at nævne, og helt afgørende, var anfører og topscorer Claus Jørgensens 10 kasser for os. De var enormt vigtige.

Sæsonen var karakteriseret ved en række store ændringer på det sportslige område. Holdet gik bl.a. over til at træne 4 gange om ugen, hvilket simpelthen var en nødvendighed. Den store slitage på spillerne, både i form af øget træningsmængde og den højere intensitet i kampene, gik ikke ubemærket hen over truppen. Der var markant flere skader i truppen, og ikke færre end 26 forskellige spillere endte med at være i kamp for holdet.

- Undervejs i forårssæsonen blev jeg også klar over, at det var nødvendigt med et systemskifte, hvis vi skulle kunne klare os i rækken. Det var nødvendigt at gå over til zoneopdækning med sweeper, og i sommerpausen brugte vi rigtig mange ressourcer på at indøve systemskiftet fra 3-5-2- til 4-5-1. Dén ændring var måske sæsonens mest afgørende.

800 timers fodbold

Spillerne i truppen brugte ca. 800 timer i løbet af året på at være med omkring Danmarksserieholdet i form af træning, kampe, transport til kampene, møder og diverse aktiviteter. En ganske enorm stigning i forhold til årene i Jyllandsserien. Og som nævnt bragte årene omkring oprykningen også en række ”ofringer” for spillerne, i form af opprioritering af fodbold og nedprioritering af andre ting. René ”Kongen” meldte f.eks. afbud til en stor familiefest, Michael Lohmann afbrød ferie i København for at komme hjem og spille kamp inden han så tog retur og fortsatte ferien. Jesper Strandquist meldte fra til et arrangement som han havde betalt for og hvor pengene ikke kunne refunderes. Eksempler på, hvordan der hele vejen rundt blev ydet lidt ekstra for, at det hele skulle gå op i en højere enhed.

Og lad os så bare lige runde fortællingen om oprykningen i 1993 af med en lille sjov spillerdetalje, for i nyere tid i Danmarksserien og divisionerne har vi på vores førstehold haft en del brødrepar. I begyndelsen af 90’erne huserede Brdr. Strandquist på vores førstehold, og 1993-sæsonen gav så førsteholdsdebut til Thomas Strandquist, lillebror til Jesper og Michael og senere mangeårig træner og leder i klubben. Dermed var der tre brødre på vores førstehold – vist nok for første gang siden 1940’erne, hvor brødrene Edgar Nielsen, Oskar Nielsen og Juel Nielsen tørnede ud for VBs førstehold.

Offentliggjort 16.11.2023