Fortalt af Lars Thomsen

I slutningen af 1980’erne havde Lilleputafdelingen (U12) gennem efterhånden nogle år haft et succesfuldt og meget givende samarbejde med klubben Lisleby BK ved Fredrikstad i Norge. Det gode samarbejde med Lisleby inspirerede Ungdomsudvalget til at afsøge mulighederne for at lave noget tilsvarende for vores drengespillere (U14). Ikke i Norge men i Sverige, Tyskland, England eller Holland. Geografisk skulle det nemlig være nogenlunde let og overskueligt at komme frem og tilbage. Det var naturligvis oplagt at udforske de venskabsbyer, som Aalborg Kommune havde i de ønskede lande, og ret hurtigt blev der stillet skarpt på England og byen Lancaster, beliggende oppe i det nordengelske, ca. en times kørsel nord for Manchester og Liverpool. Under Ungdomslegene i 1987 blev der skabt en kontakt til Dick Danson, som i perioden fra 1982-1991 var Club Manager for City of Lancaster F.C. og et meget kendt ansigt indenfor fodboldverdenen i Lancaster-området. Klubben var interesseret i at skabe nogle ekstra oplevelser for sine ungdomsspillere, så med Dick Dansen og ikke mindst klubbens chairman, John Bagguley (billede nedenfor), i spidsen syntes der at være grundlag for et samarbejde.

Lige før vi opgav

At planlægge opstarten på et samarbejde var på den tid faktisk en ret besværlig størrelse. Mobiltelefoni var endnu ikke sådan voldsomt udbredt, så man skulle hovedsagelig fange folk ved en fastnettelefon. Mails var heller ikke et redskab, og telefax var hovedsagelig indenfor erhvervslivet, og VB fik først en telefax i 90’erne. Så i 1988 var vi henvist til at skrive gammeldags breve til hinanden, så det føltes som en evighed at få fastlagt rammerne for samarbejdet. Når man havde postet et brev, måtte man vente 3-4 uger inden der så dukkede et svarbrev op i postkassen, som man så kunne gå videre med, undersøge og så svare på. Sådan var vilkårene jo dengang, især når kommunikationen foregik med udlandet, og når det skal nævnes hér skyldes det, at der rent faktisk var flere gange undervejs i opstartsforløbet, hvor vi var lige ved at opgive. Så lang tid tog det at få etableret rammerne og aftalt det første besøg.

Men i mål kom vi efter et hav af breve frem og tilbage, og vi fik aftalt, at vi skulle sende en flok drengespillere til Lancaster i skolernes efterårsferie i 1988, til den første udveksling imellem vores klubber. Helt præcist 28 drenge og 6 trænere/ledere. Turen foregik med afrejse fredag den 14. oktober og hjemkomst søndag den 23. oktober. Først gik turen med tog til Esbjerg fra Aalborg Banegård, hvilket egentlig ikke var videre gennemtænkt. Vi havde jo en del bagage med, incl. spillerdragter, medicintasker m.v. og ikke alene skulle vi skifte tog i Fredericia, men der var også et godt stykke vej at slæbe tingene fra banegården i Esbjerg og hen til færgen mod Harwich. På de efterfølgende udvekslinger foregik transporten derfor med bus, så logistikken var nemmere at styre.

Efter 19 timer til søs, med overnatning i couchetter i stedet for kahytter (forskellen er vist, at kahytterne har en dør som kan låses, men couchetterne blot har et gardin ud til gangene), og 6,5 timers bustransport fra Harwich og op nordpå, nåede vi frem til Lancaster.

Privat indkvartering

Indkvarteringsformen var noget af det helt centrale i samarbejdet med City of Lancaster. Modsat Lisleby-samarbejdet, hvor alle deltagere sover samme sted (i klubhusene), så ville vi hér gerne give drengene (og trænerne/lederne) et indblik i, hvordan livet leves på nogle lidt andre breddegrader. Og selv om der måske ikke synes at være ret langt mellem Danmark og England, så var og er der store forskelle på, hvordan vi lever vores liv. Drengene var dog 13-14 år, og vi følte godt vi kunne ”udsætte” ungerne for dén oplevelse. Især fordi vi havde aftalt et princip om, at drengene skulle bo to sammen hos hver engelsk familie, og det på den måde hjalp at have en kammerat at støtte sig til. Ved ankomsten viste det sig dog, at englænderne havde haft problemer med at få overnatningskabalen til at gå op. Så vi ledere blev sat på noget af en psykologisk opgave, for vi skulle uden forvarsel finde en række drenge, som skulle indkvarteres alene. Nogle afviste totalt, mens nogle stykker med det samme sagde, at det kunne de sagtens. Og så var der en midtergruppe, som nøjedes med at sige, at dét ville de være trætte af. Vi snakkede enkeltvis med drengene og det tog ret lang tid inden vi fik kabalen til at gå op og vi kunne sende de i forvejen meget trætte drenge og trænere/ledere ud til værtsfamilierne og vores midlertidige hjem for den næste uges tid.

Oplevelsen afslørede for både englænderne og os, at netop indkvarteringen var noget vi skulle være ekstra opmærksomme på at gøre ordentligt. Drengene skulle forberedes bedre end vi i første omgang havde forestillet os. Vi fik til de efterfølgende udvekslinger lavet oplysningsskemaer på de drenge, som skulle komme på besøg. Skemaer som fortalte om livretter, yndlingsklubber og spillere, bedste film og en masse andet viden, så man kunne være noget bedre forberedt. Og så sammensatte vi selvfølgelig også, så vidt muligt, drengene sådan, at de kendte hinanden i forvejen fra det forrige besøg.

I forhold til indkvarteringen havde vi endvidere aftalt, at englænderne ikke skulle lave noget om i deres dagligdag, blot fordi vi var på besøg. Og vise versa når der var genvisit i Aalborg. Englænderne havde ikke ferie, når vi var i Lancaster, så de skulle i skole ligesom forældrene skulle på arbejde. Vi var derfor afsted på forskellige aktiviteter alle dagene i dagtimerne, mens eftermiddagene og aftenerne i højere grad involverede englænderne.

I Aalborg kunne det flere gange lade sig gøre, at de engelske drenge var med vores egne drenge i skole, hvilket var en temmelig overrumplende oplevelse for englænderne. Den danske og den engelske skoleform er vidt forskellige og det var derfor chokerede engelske drenge, der kunne fortælle de engelske ledere om, hvordan de danske drenge snakkede i timerne uden først at række hånden i vejret, ligesom de lidt ældre drenge på de danske skoler stod og røg åbenlyst mens lærerne så på. Ting som aldrig ville kunne finde sted i England, i hvert fald dengang, hvor skoleuniformer og De-tiltaleform stadigvæk var helt almindelig.

Den private indkvartering endte med at blive ét af succeskriterierne for udvekslingerne, og for både spillerne og trænerne/lederne gav det venskaber, som varede mange år frem.

Borgmesterkæde og engelsk fodboldkultur

Med indkvarteringen på plads, kunne vi tage hul på ugens oplevelsesprogram i Lancaster. Om mandagen skulle vi bl.a. til modtagelse på rådhuset, hvor daværende Lancaster-borgmester Robert Carr og frue tog imod. Borgmesteren var iklædt borgmesterkæden, så der var virkelig gjort noget ud af at markere starten på vores samarbejde. Ungerne syntes det var jævnt kedeligt, men samarbejdet skulle jo skydes ordentligt igang. Og da englænderne i 1990 for første gang var på genvisit i Aalborg, sørgede vi selvfølgelig også for, at de var på rådhuset på Gammeltorv til officiel modtagelse.

Fra det øvrige program under besøgene i Lancaster, og genbesøgene i Aalborg, skal nævnes, at vi selvfølgelig på flere måder stiftede bekendtskab med den engelske fodboldkultur. Både på og udenfor banen. Vores egne drenge skulle naturligvis spille kampe mod drengene fra City of Lancaster. Vi fik via disse kampe set, at englænderne spillede noget mere fysisk end os, og at de også på ungdomsniveau var meget mere vokale end vi er. Er du gal de råbte og dirigerede!

Under vores første besøg hos englænderne, skulle Lancasters førstehold, kaldet "The Dolly Blues", der i 1988 spillede i den 8.bedste række og altså udenfor liga-systemet, møde lokalrivalerne fra nabobyen Morecambe på Giant Axe, Lancasters hjemmebane. Dén kamp var der mulighed for at overvære en af aftenerne, og jeg skal da lige love for, at vi fik set en omgang engelsk fodbold, som det var typisk for 1980’erne. En tung og ret mudret kampbane, højt tempo, garderhøje og brede midterforsvarer og lange bolde frem til lynhurtige angribere. Og så ikke mindst tacklinger så det sang i knoglerne. Alle fordommene blev i dén grad bekræftet! Ikke underligt, at de engelske ledere, efter at have overværet vores daværende Jyllandseriehold i kamp under et af besøgene i VB, betegnede spillet som ”slow-motion fodbold på et højt teknisk niveau”.

Og nåh ja, så blev et af de senere besøg i Lancaster, i 1992, krydret med en helt speciel fodboldoplevelse, som du kan læse om lige hér.

Danske og engelske oplevelser

Værd at nævne fra besøgene i Lancaster er også et par af de andre faste programpunkter, bl.a. turene til Blackpool Pleasure Beach. Et kæmpemæssigt tivoli med et hav af rutschebaner, spillehaller og andre fornøjelser. Turene til Blackpool, der ligger ca. 60 km syd for Lancaster, afsluttede vi altid med en tur gennem gaderne ved havnepromenaden i byen, som hvert år fra august og resten af året er oplyst af tusindvis af lys i alle mulige farver. Vi trillede langsomt gennem gaderne, så vi kunne nyde det meget imponerende syn.

Under besøgene i Aalborg var der også nogle programpunkter, som gik igen på flere af genvisitterne i Aalborg. Blandt disse var en tur i det nu lukkede Tivoli i Karolinelund, Aalborgtårnet, shopping i byens sportsbutikker, fællesspisning i klubhuset på Sofievej, samt ture til Fårup Sommerland og til Skagen/Grenen.

Sidstnævnte tur blev på en måde en øjenåbner for noget af det, som vi også ønskede med udvekslingerne. Vi lejede nemlig en bus, som kørte os hele vejen til toppen af Danmark. Englænderne skulle jo have fortalt historien om, og med egne øjne se, bølgerne fra Skagerrak og Kattegat slå mod hinanden og give et lidt vildt hav. Der var skilte med badeforbud på Grenen, også på engelsk, men det var de engelske drenge ligeglade med. Inden de engelske ledere nåede at råbe op, var stort set hele flokken af engelske drenge hoppet ud i bølgerne. En del af dem endda med tøj på, hvilket var medvirkende til, at det var gået så stærkt at ingen nåede at stoppe dem. De engelske drenge var åbenlyst ligeglade med at være drivvåde på den resterende del af turen, men det skulle vise sig, at vores buschauffør var alt andet end ligeglad. Da vi kom retur og skulle til at køre videre, ville han på ingen som helst måde have de våde drenge ind i bussen. Uden at protestere smed drengene tøjet og sad i underbukser på sort plastic, lagt ud for at beskytte sæderne. Vi talte bagefter om, at episoden på en måde var ret karakteristisk for den forskel i mentalitet, som vi oplevede. Hjemme hos de danske værtsfamilier var de engelske drenge utrolig søde og rare, og fik lutter rosende ord med på vejen, men i flok og afsted på ture var englænderne mærkbart mere fremme i skoen end vores danske drenge på samme alder.

Gyngende hjemtur

Når en uges besøg i Lancaster nærmede sig sin afslutning, kørte vi planmæssigt mod færgen i Harwich. Blæsevejret på en af hjemturene var dog alt andet en planmæssigt. Et af årene fik vi os nemlig en ordentlig gyngetur, som sendte alle ungerne på langs med brækposer. Også flere af os trænere/ledere måtte samme vej, men jeg og en af de andre ledere manede os op, selv om guderne skal vide, at vi havde det lige så skidt som alle andre. Men vi agerede trøstere, poseudskiftere når de var blevet fyldt, og halvvejs ”læger” som udleverede tabletter med druesukker til drengene sammen, med en psykologisk besked om at tabletten ville tage det værste. Men altså, søsyge er jo risikoen ved at sejle til England fremfor at køre hele vejen nedenom.

Samarbejdet døde ud

Efter nogle år døde samarbejdet med Lancaster lige så stille ud. En kombination af flere ting var nok årsag hertil. Fra VBs side var det især Heine Norsk og undertegnede, som havde knoklet med administrativt at få tingene stablet på benene, og Heine stoppede i klubben mens jeg fik ret mange andre opgaver at se til. Dermed manglede det sidste skub og motivation internt i klubben, som nok kræves for at holde gang i en aktivitet, som kræver en del arbejde og en del økonomi. For at klare sidstnævnte delte eksempelvis de deltagende drenge i 1992 ikke færre end 166.000 reklamer ud fordelt på 23 weekender i løbet af året. Hos englænderne skete der det, at klubben røg ud i store økonomiske problemer og englænderne blev først i sidste øjeblik reddet fra konkurs. Samtidig stoppede også hos dem en række af nøglepersonerne fra opstarten af samarbejdet, bl.a. Dick Danson.

Jeg tænker tilbage på nogle spændende udvekslinger, som jeg tror var ret givende for langt hovedparten af vores drenge. At blive udfordret på at bo hos fremmede mennesker i et fremmed land, og finde ud af, at engelsktimerne i skolen ikke blot kunne bruges til en eksamen, men rent faktisk også til at kunne begå sig og selv handle ind i butikker, bestille mad og hvad ungerne nu ellers havnede i af situationer. Og læg så oveni, at de fik set hvordan man bor og lever i et andet land – jeg tror mange fandt ud af hvor godt de havde det hjemme hos dem selv. Om den slags nu om dage er unødvendigt, overhalet indenom, eller måske noget helt tredje, skal jeg lade være usagt, men for mig, og for mange andre, var det på flere måder nogle meget givende udvekslinger med City of Lancaster F.C.

Offentliggjort 23.11.2023