Menu

Jul i den gamle forening

Fortalt af Kurt Luther og Leif Bruno Sørensen, med supplerende ord af Lars Thomsen

 

Historien om VBs juletræssalg tager sin begyndelse i 1963, hvor både Kurt og Leif Bruno var blevet medlemmer af klubbens daværende ungdomsudvalg. VB nærmede sig sit 40-års jubilæum, og i ungdomsafdelingen var der planer om at arrangere et stort fodboldstævne. Der manglede dog penge til at arrangere stævnet for, og klubbens pengekasse var tom, så ungdomsudvalget måtte selv finde på nye indtægtskilder.

Salg af juletræer blev svaret. Men ikke uden visse betænkeligheder. Juletræssalg var nemlig dengang primært forbeholdt de arbejdsløse i samfundet, som via salg af juletræer kunne tjene en skilling op mod jul. Den øgede velstand blandt danskerne gjorde dog sit til, at denne ordning var under opløsning, og de yngre medlemmer af ungdomsudvalget i VB fik efterhånden argumenteret for og overtalt de ældre medlemmer til at være med på idéen. Det holdt dog hårdt, da de lidt ældre havde svært ved at forlige sig med tanken om, at vi måske gik de arbejdsløse i bedene. Bestyrelsen kunne dog godt stå inde for idéen med salg af juletræer, men på betingelse af, at klubben ikke blev økonomisk involveret.

- Vi tog så kontakt til Politistationen i Vejgaard, for sådan en havde vi selv i bydelen dengang. Vi fik tilladelsen til at starte op, og så var det ellers bare med at få bestilt, og senere afhentet, nogle juletræer oppe i Vodskov. Vi måtte jo selv hæfte personligt for træerne, og altså lægge pengene ud som privatpersoner, hvilket selvfølgelig ikke var uden risiko, men det gik! Et enkelt år, heldigvis ikke et af de første år, kom vi i klemme rent økonomisk. Vi købte 1000 træer dét år, men fik kun solgt de 800, og så var hele overskuddet jo af gode grunde spist op.

Kun salg om aftenen og i weekenderne

Det første år blev træerne solgt fra en mindre plads ved Kurt Kanstrups hus på Nørre Tranders Vej. Salget fandt kun sted om aftenen og i weekenderne, for alle havde jo sit arbejde at passe. Hvis nogen kom for at købe træer i dagtimerne, var Fru Kanstrup dog flink til at smutte ud og hjælpe folk. Overskuddet fra salget af ca. 500 juletræer det første år blev på ca. kr. 900.

- En af dagene i vores første år med juletræssalg, kom Fru Elman Hansen forbi. Hun syntes vi stod det helt forkerte sted, og mente, at vi i stedet for burde stå nede på Vejgaard Torv, bydelens bedste plads. Arealet som dengang blev kaldt ”Smedens Hjørne”, var ejet af hendes mand, Murermester Elman Hansen, der var en driftig mand, som sammen med Asger Enggaard drev firmaet Elman Hansen & Enggaard. Firmaet som sidenhen er blevet til det vi i dag kender som A. Enggaard. Der var blevet ryddet på pladsen og bygningerne rundt omkring torvet var under opførsel. Og hér fik vi så lov til at sælge træerne fra vores andet år, 1964, og vi har lige siden haft et rigtigt godt samarbejde med Ejerforeningen ”Smedens Hjørne”, der ejer Vejgaard Torv.

I 1964 blev der fra torvet solgt ca. 700 juletræer, næste alle rødgraner. Salg af pyntegrønt m.m. måtte vi afholde os fra og i stedet for henvise til Gartner Riis, der havde sin forretning på torvet og derfor kunne vi ikke tillade os at sælge den slags. Overskuddet fra salget i 1964 blev i øvrigt godt og vel fordoblet i forhold til det første år, idet der var kr. 2.000 tilbage, da salget sluttede.

Andre salgssteder

Gennem årene er der også blevet forsøgt med salg andre steder end på Vejgaard Torv! Allerede fra 1964 og de følgende par år, blev der også solgt træer på C.P. Holbølls Plads i Grønlænderkvarteret. Et enkelt år blev der også solgt træer ud for en villa på Hadsundvej, mellem Riishøjsvej og Humlebakken, og nogle træer måtte der være blevet solgt fra denne adresse, for året efter ville ejeren af villaen pludselig selv sælge træer! Også i østbyen blev der forsøgt med juletræssalg et enkelt år, men Vejgaard Torv var og blev VBs faste base, og i dag er jul i Vejgaard tæt forbundet med salget på torvet.

Fra den første dag i november til et par dage før juleaften

I de første mange år var det lidt af en prøvelse at være juletræssælger på Vejgaard Torv, for det eneste sted der kunne søges læ, når det ruskede, regnede eller sneede, var i den nærmeste opgang. Efter nogle år fik VB dog lov til at låne en skurvogn af kommunen, men nu om dage er forholdene anderledes gode.

- Vi fik vores egen mandskabsvogn, købt brugt som vi så selv renoverede og fik støtte til fra vores gode naboer på torvet, Spar Nord Fonden. Og lige siden er der blevet opgraderet lidt på forholdene for de frivillige sælgere. I vognen holder vi til og hygger os, når vi ikke er ude på pladsen for at betjene de mange Vejgaard-borgere og aalborgensere, som heldigvis køber sit juletræ hos os. I de første mange år solgte vi i øvrigt træer helt frem til den 24. december, men de seneste mange år har vi fået en fast tradition med at slutte salget et par dage før jul, hvorefter vi søger hjem og lader julefreden sænke sig.

Allerede fra begyndelsen af november starter salget dog i praksis. Hér kontakter vi firmaer, skoler, boligforeninger m.fl. som ønsker at købe specialtræer, primært lidt større træer. Disse træer leverer vi i løbet af november, og fra omkring 1. december går det så løs med salget på Vejgaard Torv. Fra om formiddagen og frem til at butikkerne på torvet lukker ved aftenstid. Også i weekenderne er der bemanding på pladsen.

- I dag ønsker kunderne Nordmannsgraner, og vi sælger ikke længere rødgraner. I mange år havde vi også mulighed for at lave vores egne juletræsfødder, som vi også solgte i et pænt stort antal, men den mulighed har vi ikke længere. Til gengæld har vi udvidet vores gratis service med udbringning af træer til at omfatte alle bydele i Aalborg. Og alle træerne skal gerne være solgt, når vi pakker sammen på torvet. Også de lidt ukurante træer. Et år havde vi bogstavelig talt et halvt træ, altså et træ som var flækket midt igennem stammen. Vi hængte det halve træ op på siden af mandskabsvognen og så gik der konkurrence i, hvem der kunne få solgt det halve træ. Og det lykkedes faktisk til sidst, så ja – alle træer skal gerne være solgt, når vi stopper!

Folkene bag

Juletræssalget er organiseret i et lille udvalg, der tager sig af det årlige salg, og hertil kommer så en lang række praktiske hjælpere. I alt er over 20-25 personer involveret i køb, opstilling og indretning af pladsen på torvet, samt salget og distributionen af juletræerne. Mange af hjælperne er VB'ere, som er stoppet på arbejdsmarkedet og derfor har muligheden for at tage vagter i dagtimerne. Men også andre VB'ere giver en hånd med, lige fra FU-medlemmerne til spillerne på vores 3.Divisionshold. For frivillige hænder, og mange af dem, er altafgørende for at kunne holde denne VB-tradition kørende.

- Ud over sammenholdet om at få solgt træerne, har vi også det sociale samvær som motivation for at yde de mange timer for klubben. For år tilbage var stort set hele gruppen afsted i skoven, når træerne skulle afhentes. Efter turen i skoven samledes gruppen i klubhuset og varmede sig med en gang gule ærter og et par øl, men nu om dage leveres træerne på Soffy Road og gruppen kan "nøjes" med at løbende at fragte træerne ned til Vejgaard Torv. På dagen hvor salget stopper, fejres årets resultat også i klubhuset med noget at spise. I mange år var det faktisk også en tradition, at vi ca. hvert tredje år tog på en lille weekendtur, for yderligere at ryste gruppen sammen, men den del videreføres ikke idag.

Vigtige penge for klubben

Det er blevet en sport for alle på juletræsholdet at få udsolgt, og en sport at opnå det bedst mulige økonomiske resultat til den altid slunkne klubkasse. Og det er blevet til mange penge gennem årene. En simpel gennemgang af udvalgte regnskaber fra 70'erne og frem til idag afslører, at indtægterne fra juletræsfolkene skal tælles i flere millioner. Helt uvurderlige penge for en forening som vores!

Og lad os så slutte med lige at vende tilbage til 1965 og VBs 40-års jubilæum, der som nævnt var startskuddet til juletræssalget. Ungdomsudvalget kunne dengang invitere klubber fra Norge, Sverige og Danmark til et flere dages sommerstævne. Bespisningen fandt sted i vores daværende klubhus på Øster Sundby Vej. Maden kom fra Folkekøkkenet på C.W. Obels Plads og overnatningen fandt sted i gymnastiksalen på Vejgaard Østre Skole. Stævnet blev en stor succes, bl.a. altså takket være pengene fra salget af juletræer, og siden dengang har alle VBs medlemmer, på den ene eller anden måde, nydt godt af overskuddet.

Så derfor…

Husk – når kalenderen siger december og den stedsegrønne skov er på plads på Vejgaard Torv, så bør VB selvfølgelig være leverandør af årets juletræ.

 

 

Offentliggjort 14.12.2023

Luk