Oprykningsfest i VB

Kæmpe tillykke til hele VB for igen at være divisionsklub!
'Flagskibet' er rykket op, og det fejres i VB med alle VB'ere – unge som gamle, medlemmer og venner!
DS-kampen lørdag d. 17/6 kl 14.00 danner rammen om oprykningsfesten i VB. De mange VB-trænere/ledere samt frivillige støtter, på alle niveauer og årgange, der uge efter uge gør VB til VB er inviteret til før-kamp-fest kl 13 – og fra kl 14.00 er der fri entré, hoppeborg, is og masser af spas i klubben.
Tak til VB Hovedsponsor SparNord for støtten!
Meget mere VB💙
Udover oprykningen – der tirsdag blev fulgt op med 6-1 over Farsø/Ulits i første runde af 23/24 Pokalen – så er der så meget mere bold, kampe og balancer i VB, at skrive om, at Redaktionen bliver helt rundtosset...
Damerne først – der meget på spil for 'Dronningeskibet'
Lørdag spiller både Kvindeserie Vest (KSV) og Serie 1 (S1) sæsonens sidste kamp, når vi hjemme tager imod Vorup kl 11.00 og FC Vesterbro kl 13.30.
Det er ingen hemmelighed, at vores kvindeafdeling i forårssæsonen har været slemt udfordret af skader på tværs af alle 3 hold. Sidste optælling viste 11 mand + 4 udskiftere med længerevarende skader.
Det har haft en del konsekvenser for sæsonens resultater. Hvad der startede som en leg i KSV med en masse store sejre og en sejr mod nogle meget stærke viborgenserne, er desværre endt i en kamp om overlevelse i kvindeserien. Med et 2-0 nederlag til Gug i søndags er kvinderne afhængige af en sejr i sæsonens sidste kamp for ikke at skulle i Play off.
VB-pigerne melder dog, at de efter kampen i Vorup følte turen hjem så lang uden 3 point, at de denne gang er indstillet på, at gøre Vorup-pigernes tur tilbage til Randers lang og trist 😬⚽️
S1 kampen imod FC Vesterbro spilles på Bane 4 kort inden herrerne løber ind på O-banen. Det forlyder, at kvinderne og herrerne slog sten, saks, papir om at vælge bane, og uden oplysninger om udfaldet, så lyder det fra den kvindelige lejr: "Når nu de (herrerne, red.) har været så søde at invitere os alle til afslutningsfest om aftenen – for lad os være ærlige, de havde jo kedet sig uden os – så har de fået lov at låne O-banen denne ene gang..".
Så kom ned på bane 4 kl. 13.30 og se kvinderne hive sæsonens sidste sejr hjem!
Meget mere VB...
Redaktionen lover at opdatere hjemmesiden med meget mere news fra VBs mange pige/dame- og drenge/herre-hold, der også afslutter sæsonen i eller op til weekenden.
Endnu engang tillykke til hele VB med oprykningen til divisionen⚽️