Sammen skaber vi VB
Som allerede nævnt i indkaldelsen til den ordinære generalforsamling, har Forretningsudvalget (FU) sammen med en ekstern konsulent gennem nogle måneder arbejdet på et oplæg til ny strategiplan for VB for årene 2026-2029.
Det foreløbige udspil blev præsenteret på et fællesmøde tirsdag den 7. oktober, og den endelige strategiplan har FU færdigbehandlet på et FU-møde mandag den 27. oktober. FU fremlægger strategiplanen i forbindelse med beretningen på generalforsamlingen, men vil gerne allerede nu løfte sløret for de væsentligste hovedpunkter i planen, som skal sætte retning for arbejdet i VB henover de næste 4 år.
Strategien hedder "Sammen skaber vi VB". Centralt i strategien står kerneopgaven, der er formuleret som følger:
”Vi er sammen om at tilbyde fodbold for alle og herigennem mulighed for personlig og sportslig udvikling samt socialt samvær”
Kerneopgaven udgør den fælles retning for alle aktiviteter og arbejdsopgaver i klubben. Som det fremgår afspejler kerneopgaven en vision om, at Vejgaard Boldspilklub bliver et samlingssted for endnu flere børn, unge og voksne i denne del af Aalborg. Kerneopgaven afspejler samtidig et overordnet mål om at sikre større forbundethed og sammenhæng på tværs af klubben.
Sammen med ovennævnte har FU også diskuteret og prioriteret en række værdier, som skal understøtte alt arbejde i klubben – på alle niveauer fra de yngste hold over alle aktiviteter og udvalg til FU. Følgende er VBs nye værdier:
- Ordentlighed
- Anerkendelse
- Sammen om opgaverne
- Plads til forskellighed
- Frivillighed
- Fællesskab
Også disse værdier vil FU sætte mange flere ord på i beretningen på generalforsamlingen.
Afslutningsvis har FU også defineret en række handlinger, som er forudsætningen for, at ordene kan løfte sig herfra og komme ud i klubben og blive en del af dagligdagen. Blandt disse mange handlinger, på en lang række områder, vil FU gerne fremhæve et par stykker.
I klubben har vi allerede nu en række velfungerende udvalg. Eksempelvis VB Cup-udvalget og udvalget bag fyrværkerisalget, for at nævne et par stykker. Men vi skal have endnu flere udvalg i klubben end vi har pt. og ét af elementerne i handlingsplanen er derfor nedsættelse af flere udvalg. Med nedskrevne funktionsbeskrivelser, der afgrænser opgaverne og dermed tidsforbruget. Og med eget budget og selvbestemmelse over eget område. Nedsættelse af forskellige udvalg vil blive rullet ud i månederne efter generalforsamlingen.
Et andet væsentligt element i handlingsplanen er ansættelse af en Forretningsfører, Klubchef, Administrator eller hvad selve titlen nu ender med at blive. I forhold til vores klubs størrelse, og når man ser på udviklingen i mange andre større foreninger, så er VB en af et stadigt færre antal klubber, som ikke har ansat en lønnet, administrativ person til at bistå de mange frivillige trænere og ledere. FU er stadig igang med at prioritere de mange opgaver og ønsker, vi som klub kunne tænke os at placere hos en ansat person, og dette punkt er så væsentligt, at der indenfor de kommende ca. 14 dage kommer en særskilt nyhed, der går i detaljer med netop denne ansættelse.
Der bliver således en masse tanker og planer at forholde sig til på den ordinære generalforsamling, og FU glæder sig til at byde en masse VB’ere velkommen tirsdag den 25. november, og ser frem til en konstruktiv aften med fokus på VBs nærmeste fremtid.
