Tid til at hædre dem der gør en forskel
Forleden offentliggjorde vi indkaldelsen til den ordinære generalforsamling 2025, der i år afholdes tirsdag den 25. november. Traditionen tro skal vi i forbindelse med generalforsamlingen også uddele en række pokaler til personer, der har ydet en særlig indsats for Vejgaard Boldspilklub. VB er en klub, der bygger på frivillige, ulønnede kræfter, og pokalerne er en del af vores måde, som klub, at sige tak til en række af de VB’ere, som gør en forskel for dig og mig, og for vores klub.
Og DU har nu muligheden for at indstille en træner, en leder eller et medlem, som fortjener ekstra anerkendelse! En VB'er som gør en forskel.
På generalforsamlingen uddeler vi følgende pokaler – med sidste års modtager(e) nævnt som inspiration for årets indstillinger:
Årets Leder i VB
Pokalen gives til en leder, der gennem flere år har ydet en stor og ulønnet indsats i VB eller i en af VB’s støtteforeninger.
Sidste års pokalmodtager: Peter Lindholm for sin enorme indsats som ungdomsformand og FU-medlem, samtidig med at han også har passet en træner/holdleder-tjans omkring U16 Drenge, samt været aktiv omkring VBs motionshold.
Kammeratskabspokalen
Pokalen gives til en spiller, træner eller leder, der i den pågældende sæson har været en god kammerat.
Sidste års pokalmodtager: Jesper Wasilewski Holt som ikke alene har en stor aktie i VBs motionshold, men også som primus motor for de helt små i Tumlebanden. Samtidig har Jesper også hjulpet FU med en lang række opgaver.
Velfærdspokalen
Pokalen gives til en spiller, træner eller leder, der i den pågældende sæson har ydet en speciel indsats på tværs i klubben, sportsligt såvel som kommercielt eller socialt.
Sidste års pokalmodtager: Søren Bossen for sit store arbejde på et utal af områder for klubben – diverse indkøb, VB Cup’en, julekalender, juletræer, nytårsfyrværkeri m.v.
Årets Leder i Ungdomsafdelingen i VB
Pokalen gives til en leder, der via sin indsats for både hold/afdeling og for VB som helhed gennem flere år har været en god repræsentant for klubben. Endvidere lægges der vægt på, at personen har været stabil, loyal og samarbejdsvillig i forhold til øvrige personer på holdet/i årgangen og i VB som helhed.
Sidste års pokalmodtager: Jan Frost for gennem utallige sæsoner at have passet og plejet årgang 2011/2012 som både træner og koordinator.
Årets Træner i VB
Pokalen gives til en træner, der via sin indsats for både hold/afdeling og for VB som helhed gennem flere år har været en god repræsentant for klubben. Endvidere lægges der vægt på, at personen har været stabil, loyal og samarbejdsvillig i forhold til øvrige personer på holdet/i afdelingen og i VB som helhed.
Sidste års pokalmodtagere: Naja Brandt og Maria Hjertensgaard, som foruden selv at spille i Dameafdelingen også har fundet tid til at træne U14 Piger, ligesom Naja og Maria også er gået forrest som ambassadører i GET MOVIN-projektet.
Årets Spiller i VB
Pokalen gives til en spiller, der i den pågældende sæson har ydet en speciel indsats for et af klubbens hold og samtidig har været foregangsbillede for øvrige spillere på holdet.
Sidste års pokalmodtager: Birgitte Raundahl Nielsen for sin store betydning i Dameafdelingen, både på og udenfor banen. En fremragende holdkammerat som gør det meget sjovere for de andre på holdet.
Sidste frist for indstillinger af årets pokalmodtagere er fredag den 14. november 2025. Indstil dine kandidater her!
