Menu

Vi løfter i fællesskab

image
04. december 2025 kl. 15:45
Meld dig som frivillig til fyrværkerisalget

Som nævnt i beretningen på sidste uges generalforsamling, og som skrevet flere gange i omtalen op til, er nedsættelse af nye udvalg, og styrkelse af eksisterende udvalg, et absolut fokuspunkt i VBs nye strategi - Sammen skaber vi VB. Vi løfter i flok, og vi skal være flere til at løfte!

Strategien og handlingsplanerne skal nu sættes i spil i dagligdagen i vores klub, og som et af de første eksempler nærmer vi os endnu en nytårssæson med fyrværkerisalg mellem jul og nytår i klubhuset, hvor fyrværkeriudvalget har brug for din hjælp for at få det hele til at lykkes!

Fra den 28. til 31. december kan du tage en vagt og hjælpe os med at sælge fyrværkeri og samle penge ind til klubben.

Hvorfor hjælpe med fyrværkerisalget?

  • Fordi vi sidste år tjente 55.000 kr. som gik til bolde, ungdomsstævner og sociale aktiviteter
  • Fordi vi giver dig forplejning på vagten – frokost, aftensmad og kaffe ad libitum
  • Fordi du som tak kan købe fyrværkeri til indkøbspris
  • Fordi du bliver en del af det fantastiske VB-fællesskab

Du kan vælge mellem formiddags- eller eftermiddagsvagter, alt efter hvad der passer dig bedst. Du er altid en del af et team på mindst fire frivillige, og vores fyrværkeriansvarlige vil være til stede på alle vagter og hjælpe dig. Du får således mulighed for at agere sælger og hjælpe kunderne med at finde det perfekte fyrværkeri.

I VB har vi valgt at bruge vagtplanlægningssystemet Workfeed for at gøre det lettere at holde styr på hjælpen til vores forskellige aktiviteter. I Workfeed kan alle VB'ere let oprette en bruger og så efterfølgende tilmelde sig vagter - på kryds og tværs af sportslige afdelinger og udvalg. Spillere, trænere og ledere. Ét samlet sted for alle!

Har du allerede oprettet en bruger, så log ind i dag og vælge din vagt(er) til fyrværkerisalget. Har du endnu ikke oprettet dig, så se hér hvordan du kommer i gang med at bruge Workfeed.

Deadline for valg af fyrværkerivagterne er mandag den 22. december og vi håber du kan finde tid til at hjælpe med en vagt mellem jul og nytår. Sammen skaber vi VB.

Luk