Ny målmandstræner i VB
Når A-truppen om en uges tid, på mandag 12. januar, starter op på forberedelserne frem mod forårets kampe, så er det som tidligere annonceret med et helt nyt ansigt på målmandstræner-posten. 50-årige Casper Klingenberg er ny mand med målmandshandskerne, og han skal i det daglige arbejde intensivt med Rasmus Sonne, Kasper V. Jensen og Jonas Bjørn-Jensen, som udgør målmandstrioen i A-truppen.
Casper har en aktiv karriere bag sig på Danmarksserie- og Divisionsniveau i Frederikshavn FI og i Aalborg Chang, og som målmandstræner gennem ca. 15 sæsoner i Frederikshavn FI og Bangsbo Freja.
- Jeg har valgt at takke ja til at blive målmandstræner i Vejgaard Boldspilklub pga. den spændende opgave det er at arbejde med unge, ærgerrige divisionsspillere. Derudover virker Vejgaard Boldspilklub også som en tiltalende klub med de rette værdier og ambitioner om at flytte sig fremad. Mine personlige ambitioner er, at være med til at flytte målmandsteamet i VB igennem hårdt arbejde, godt humør og positiv indstilling, så vi kan bidrage til, at VB bliver en etableret divisionsklub.
At målmandsfaget virkelig er noget som fylder i familien Klingenberg understreges af, at Casper - udover sin egen karriere og virke som målmandstræner - også har givet en vis portion gener og indstilling videre til sin søn, Emil Klingenberg, som er en talentfuld U/16 Future-landsholdsmålmand, som i det daglige spiller hos vores gode kolleger i AaB Akademiet. Så ingen tvivl om, at målmandsblodet flyder i familien Klingenberg.
- Jeg er super glad for at få Casper ind i vores trænerteam omkring A-truppen. Jeg har kendt Casper i mange år, især fra vores fælles tid i Frederikshavn FI, hvor vi spillede mange kampe sammen. Jeg glæder mig til at se Casper gøre sig gældende sammen med resten af trænerteamet i A-truppen.
VB byder Casper varmt velkommen i klubben og beder alle VB'ere om at tage godt imod vores nye målmandstræner og hjælpe Casper godt igang i vores klub.
