Menu

Træningsstart mandag

image
12. januar 2026 kl. 13:15
A-truppen tager hul på foråret idag

Vinterpausen er forbi!

I hvert fald for A-truppen, som mandag eftermiddag/aften tager hul på forberedelserne til forårssæsonen. Hvis ellers vejret tillader det, vil opstarten for størstedelens vedkommende foregå på kunstgræsset hos vores gode kolleger hos B52 og LKB Gistrup, som på den måde agerer "hjemmebane" for os i den kommende periode. Kunstgræs-træningen suppleres med styrketræningslokalet i kælderen i klubhuset, og mon ikke også der ryger nogle kilometer på landevejen med i opstarten.

Der trænes tre gange ugentligt, plus en række træningskampe i weekenderne, som altså må fordeles mellem to af vores naboklubber for at få puslespillet til at gå op. Træningskampene for CampoBet 3.Division afvikles alle på "fremmed kunstgræs" og er som udgangspunkt planlagt som følger:

  • Fredag 30. januar kl. 19.00: Vorup (DS) - VB
  • Lørdag 7. februar kl. 13.00: NFB (DS) - VB
  • Lørdag 14. februar kl. 12.00: AGF (U19) - VB
  • Lørdag 21. februar kl. 12.00: Skive (2.Division) - VB
  • Onsdag 25. februar kl. 19.15: Hobro (DS) - VB

Som altid skal ovennævnte kampe og tider på denne årstid tages med et vist forbehold, da ændringer let kan forekomme. For at holde øje med status på træningskampene, henviser vi til Lasse Jensens side på Facebook, som også er stedet hvor du kan læse optakter og kampreferater.

Vi har tidligere her på siden omtalt nye ansigter i både spillertruppen og trænerstaben, og Sportschef Søren Andersen udelukker ikke yderligere tilgange inden forårsturneringen starter:

- Det bliver et spændende år, og især forår, for begge hold i CampoBet 3.Division og i Jyllandsserie 1. Både tidligere og nye spillere og trænere/ledere byder jeg velkommen, og jeg ønsker god sæson til alle i VB.

CampoBet 3.Division sparker foråret igang lørdag 7. marts på udebane mod Odder Fodbold, mens Jyllandsserie 1 starter foråret op 3 uger senere med en hjemmekamp mod Løgstør IF.

Luk