Hvad betyder ansættelsen af en Klubchef for vores klub?
VB har for første gang ansat en Klubchef på fuld tid. Lars Thomsen startede op 1. marts og vi bruger denne måned på at afstemme og prioritere de mange opgaver som ligger og venter. Men hvad betyder ansættelsen af Lars Thomsen for vores klub? Hvad skal Lars bruge sine kræfter på? Og hvad har vi prioriteret, at han ikke skal arbejde med som Klubchef?
Disse spørgsmål vil vi gerne prøve at besvare, og til en start kan vi oplyse, at vi har udvalgt fire hovedområder, som vores Klubchef skal beskæftige sig med.
Sponsorer og fundraising
Lars Thomsen bliver hovedansvarlig for alt sponsorarbejdet i klubben. Forhandling af aftaler med både nuværende og kommende sponsorer, samt opfølgningen på aftalerne, så vi sikrer at sponsorerne får dét vi har aftalt. Og at de får det til tiden.
Samtidig får Lars også til opgave at stå for vores fundraising. Dette sammen med Mikki Klokkedal fra FU. Sammen skal de to sørge for, at vi får søgt fonde til alle de projekter i klubber, hvor det er relevant.
Og klubbens økonomiske fundament begrænser sig ikke kun til sponsorer og fundraising. I forlængelse af disse to store opgaver, har vi også fokus på tiltag som støttemedlemskaber, diverse events og arrangementer, samt mulighederne for indtjening via VB Shoppen, klubben i dagtimerne m.v.
Hele dette område er højt prioriteret og kommer til at fylde en meget stor del af Klubchefens arbejde!
Frivillige
VB skal fortsat være en klub, som baserer langt størstedelen af opgaverne på frivillige. Vi skal således løfte i flok og vi skal være flere til at løfte. Klubchefen har til opgave at udvide antallet af frivillige, for så vidt angår de ikke-sportslige funktioner (se også senere). Det handler om at få lavet klare udvalgsbeskrivelser og om at have fokus på at anerkende den frivillige indsats. Klubchefen skal understøtte de forskellige udvalg i klubben - d.v.s. hjælpe udvalgene dér hvor de måtte støde ind i problemer og udfordringer.
Planlægning og koordinering
Lars Thomsen får en central rolle i forbindelse med klubbens daglige drift. I samarbejde med inspektør Bay skal opgaverne i klubben planlægges henover året. Og klubchefen skal holde styr på alle de "skjulte" opgaver med diverse indberetninger, forsikringer, henvendelser via mails og en række andre områder, som ikke nødvendigvis er synlige for medlemmerne, men som faktisk fylder mere end de fleste tror.
Kommunikation og SoMe
Klubchefen får ansvaret for klubbens interne og eksterne kommunikation. Sidstnævnte tæller vores hjemmeside og vores sociale medier, ligesom vi har øje for, om vi måske skal udvide med endnu flere kanaler. Eksempelvis nyhedsbreve. På dette område er det oplagt, at Lars forsøger at tilknytte frivillige hjælpere, hvilket faktisk på flere områder er en del af den plan vi har lagt.
Så vidt overblikket over, hvad vores nye Klubchef skal arbejde med! Men listen over mulige indsatsområder er meget længere end ovennævnte. For at skabe tid og plads til, at Lars Thomsen kan arbejde grundigt med de områder vi har udvalgt, så har vi også samtidig måttet fravælge nogle områder, hvor en Klubchef også sagtens kunne bringes i spil, men hvor tiden ikke gør det muligt.
Det drejer sig eksempelvis om det store og konstante arbejde med at finde frivillige trænere og ledere i de sportslige afdelinger, jf. tidligere formulering. Dette tager Steen Bukdahl (senior) og Peter Lindholm (ungdom) i FU sig af. Og mangler der en vagt til en af Skråen-koncerterne eller til juletræssalget eller i et af de andre af vores udvalg, så har vi prioriteret, at Klubchefen ikke skal dække ind. Ikke fordi disse vagter/udvalgsposter ikke er vigtige - overhovedet ikke, men vi har valgt, at vores Klubchef ikke skal have sæde i vores forskellige udvalg.
Med denne information har vi ønsket at gøre alle vores medlemmer og interessenter lidt klogere på, hvad den nystartede funktion som Klubchef indebærer. Har I spørgsmål til eller udover ovennævnte, så er I altid velkommen til enten af kontakte FU, eller tage fat i Lars Thomsen. I nærmeste fremtid kommer Lars med et opslag, hvor han præsenterer sig selv og giver info på mulighederne for at kontakte ham.
