Udsigt til forbedrede baner
Som meddelt før påske, har Aalborg Kommune lukket vores baner indtil videre. Ja, ikke kun vores baner, men alle græsbaner i hele kommunen! Vi har fået meddelelse om, at kommunen inspicerer banerne igen på torsdag 9. april for efterfølgende beslutning om, hvornår vi kan påbegynde træning og kampe på græsbanerne. Nærmere besked følger på torsdag her på siden.
Konsekvensen er derfor, at træning på kunstgræs må fortsætte på samme baner og tidspunkter som hidtil - som minimum indtil og med på onsdag. Vi håber naturligvis, at banerne fra på torsdag vil være åbne, men vi afventer som nævnt kommunens beslutning.
Yderbanerne lukkes i april
Herudover skal vi samtidig informere om, at yderbanerne på øverste niveau i forlængelse af O-banen, vil være lukkede i hele april. Altså uafhængigt af, hvornår de øvrige græsbaner åbner. Dette skyldes, at yderbanerne i noget tid virkelig har trængt til en kærlig hånd. Og det får de nu! Aalborg Kommune har således meddelt, at de i april rykker ind på yderbanerne og giver dem en grundig omgang. Et arbejde som faktisk allerede så småt tog sin begyndelse efter sæsonens slutning i oktober sidste år. Når arbejdet er overstået, vil vi kunne råde over en noget højere kvalitet af græsbaner, hvilket vi ser meget frem til.
Lukningen af yderbanerne i april, gør det nødvendigt med en helt særlig træningsplan. Kampfordeler Morten Petersen knokler med at få planen for april lagt endeligt fast, hvilket gerne skulle være klar på tirsdag 7. april, allersenest på onsdag, hvorefter den meldes ud her på siden og internt via frivillig-forum.
