Menu

Årets to sidste hjemmekampe på Spar Nord Arena

image
28. oktober 2026 kl. 12:00
Afgørende hjemmekampe de næste to lørdage

Med en imponerende slutspurt og to mål i kampens sidste 15 min. lykkedes det i søndags Mads Jensens tropper i Herre JS at vende et truende nederlag til sejr på udebane i Thisted. Herved klarede vi i første omgang frisag i forhold til nedrykning for vores andethold. Men vi er ikke sikrede endnu, for søndagens sejr forlængede efterårssæsonen med én ekstra kamp - på lørdag kl. 13.00 på O-banen, hvor Skibsby-Højene IF kommer på besøg. Vinderen af kampen spiller i Jyllandsserien til foråret, mens taberen af kampen må en række ned og spiller til foråret i Serie 1.

Æresmedlem Antonsen og hans drenge åbner udebaren og vi håber rigtig mange VB'ere vil tage turen til Spar Nord Arena og bakke Jyllandsserien op til alt-eller-intet opgøret mod Skibsby-Højene, som sluttede 2'er i efterårets Serie 1. Der er naturligvis gratis entré!

Samtidig kan vi informere om, at vi efter godt samarbejde med Aalborg Kommune er lykkedes med at få lov til at spille efterårets allersidste hjemmekamp for Herre DS, lørdag 7. november mod IF Lyseng, på O-banen i stedet for på kunstgræsset hos vores gode kolleger i LKB/Gistrup.

Efter en svær periode kom vi tilbage på point-sporet i lørdags, og nu er der fuld fokus på at slutte efteråret godt af - på lørdag i Århus mod Viby IF og så altså hjemme på Spar Nord Arena mod IF Lyseng.

Så ryd kalenderen og mød op de kommende par lørdage og støt vores hold til de sidste, vigtige hjemmekampe.

Luk