Strategiplan 2026-2029: Sammen skaber vi VB
Centralt i strategien står kerneopgaven, der er formuleret som følger:
”Vi er sammen om at tilbyde fodbold for alle og herigennem mulighed for personlig og sportslig udvikling samt socialt samvær”
Kerneopgaven udgør den fælles retning for alle aktiviteter og arbejdsopgaver i klubben. Som det fremgår afspejler kerneopgaven en vision om, at Vejgaard Boldspilklub bliver et samlingssted for endnu flere børn, unge og voksne i denne del af Aalborg. Kerneopgaven afspejler samtidig et overordnet mål om at sikre større forbundethed og sammenhæng på tværs af klubben.
Værdierne
VBs værdier er:
- Ordentlighed
- Anerkendelse
- Sammen om opgaverne
- Plads til forskellighed
- Frivillighed
- Fællesskab
Værdierne skal understøtte alt arbejde i klubben – på alle niveauer fra de yngste hold over alle aktiviteter og udvalg.
Konkretisering af elementerne i strategiplanen
FU har vedtaget en række handlinger, som er forudsætningen for, at ordene kan løfte sig herfra og komme ud i klubben og blive en del af dagligdagen. Blandt de mange handlinger kan nævnes:
- Plads til forskellighed udmønter sig på flere måder. Ét af områderne er det sportslige, spillet ude på banerne. Klubben har i underkanten af 1.000 medlemmer, fordelt aldersmæssigt fra Tumlebandens 2-4 årige børn til Old Boys på U64. Endvidere også fordelt på drenge/herrer og piger/kvinder, og ydermere også fordelt på sportslig kunnen. Visionen understreger, at der skal være plads til dem som forfølger drømmen om at blive så god som mulig og opnå resultater, men også plads til de medlemmer, for hvem 3.halvleg prioriteres lige så højt. VB skal være et "fedt sted at spille bold" for alle
- Vi har i mange år haft en række velfungerende udvalg, men vi skal have endnu flere udvalg i klubben, så opgaverne kan fordeles på flere hoveder og hænder. Ét af elementerne i handlingsplanen er derfor nedsættelse af flere udvalg. Med nedskrevne funktionsbeskrivelser, der afgrænser opgaverne og dermed tidsforbruget. Og med eget budget og selvbestemmelse over eget område
- Ansættelse af en Klubchef er en anden konkret handling. I forhold til vores klubs størrelse, og når man ser på udviklingen i mange andre større foreninger, så er der et stort behov for en ansat lønnet, administrativ person til at bistå de mange frivillige trænere og ledere i VB
- Anerkendelse af vores frivillige trænere og ledere i klubben er et centralt punkt i strategien. Uden frivillige, ingen VB. Anerkendelsen er ikke kun et anliggende for den årlige uddeling af pokaler, eller den landsdækkende Frivillig-uge i uge 39, eller den årlige Frivillig-fest. Vi forsøger løbende henover året at takke en masse af vores frivillige via nyheder/opslag på vores platforme
- VB skal være en endnu mere aktiv del af livet i bydelen Vejgaard. Ikke kun som samlingssted for børn og voksne, som ønsker at spille fodbold, men også for områdets daginstitutioner, børnehaver, folkeskoler og ungdomsuddannelser, der har mulighed for at benytte vores klubhus og baner i dagtimerne. Ligesom VB også skal støtte op om tiltag og aktiviteter i bydelen såsom Vejgaard Byfest m.fl.
- VB skal tage sit sociale ansvar på sig. Forstået på den måde, at vi ikke kun skal være en fodboldklub for alle aldersgrupper og alle niveauer. Vi skal også være en klub, som rummer forskellige typer mennesker, også udenfor banen. Det udlever vi i praksis ved at åbne dørene for både unge og voksne, der har brug for et fællesskab. Gennem skolepraktik for skoleelever giver vi unge mennesker fra 7. - 9. klasse, for hvem skolegang ikke er lykken, en mulighed for at få et trygt møde med arbejdslivet og foreningskulturen. Og via Små job med mening giver vi mennesker på kanten af arbejdsmarkedet en chance for at få en meningsfyldt dagligdag og derved tage skridt mod at kunne bidrage endnu mere til samfundet
