Menu

Cafeen klar til genåbning

image
03. august 2026 kl. 10:00
Cafeudvalg nedsat og åbningstider for efteråret fastlagt

På informationsmødet tilbage i juni, blev der nedsat et nyt Cafeudvalg, bestående af:

  • Thomas Østergaard (formand)
  • Connie Christiansen
  • Jesper Sørensen
  • Finn Kierkegaard Hansen

Udvalget har efterfølgende mødtes for at fastlægge rammerne for genstarten af cafeen. Der er således henover sommeren kommet styr på varesortiment, indkøb, rengøring, egenkontrol (smileyordning) og en række andre af de praktiske forhold, som er selve fundamentet bag, at cafeen kan holde åben.

Som tidligere nævnt er der udvalgt og håndplukket en række datoer, hvor cafeen vil være åben fra kl. 17.00 - 21.30 på hverdage, samt på tidsrum i weekender hvor der er aktiviteter på anlægget. De foreløbige åbningstider for efteråret er som følger:

  • Lørdag 15. august (Hjemmekamp Herre DS)
  • Mandag 24. august – torsdag 27. august (Uge 35)
  • Lørdag 29. august (Hjemmekamp Herre DS)
  • Mandag 31. august – torsdag 3. september (Uge 36)
  • Lørdag 12. september (Hjemmekamp Herre DS)
  • Lørdag 19. september (Hjemmekamp Herre DS)
  • Lørdag 3. oktober (Hjemmekamp Herre DS)
  • Mandag 5. oktober – torsdag 8. oktober (Uge 41)
  • Lørdag 11. oktober og søndag 12. oktober (Sparekassen Danmark Cup)
  • Lørdag 24. oktober (Hjemmekamp Herre DS)

På disse åbningsdage, vil der naturligvis kunne købes mad og drikkevarer som vist på sortimentslisten hér. Men på en række af de udvalgte datoer, vil cafeudvalget også tilbyde mulighed for, at du kan spise din aftensmad i klubhuset. Et hjemmelavet og billigt måltid mad, som du bestiller nogle dage i forvejen, så udvalget ved, hvor meget der skal købes ind og samtidig kan begrænse eventuelt madspild. Disse fællesspisninger i klubhuset håber vi også, at holdene og årgangene vil støtte op om og planlægge i aktivitetskalenderne rundt om. For hvorfor ikke lade VB stå for aftensmaden for hele familien, hele holdet, hele årgangen? Yderligere informationer om fællesspisningerne følger her på siden i nærmeste fremtid.

Cafeen bemandes af vores fantastiske frivillige. En række personer har allerede på baggrund af informationsmødet takket ja til at bemande cafeen på én enkelt eller et par stykker af åbningsdagene. Og antallet af frivillige cafevagter vil af gode grunde være afgørende for, hvor mange dage vi kan holde åbent, for udvalget vil meget gerne kunne tilbyde endnu flere åbningsdage - hvis altså bemandingen kan følge med. Kunne du have lyst til at hjælpe med en vagt, så tag kontakt til Thomas Østergaard på tho@vejgaard-bk.dk. Og iøvrigt - I er altid to personer på vagt samtidig, og på din første vagt er der sørget for altid at være en fra udvalget tilstede, således at du bliver sat ind i hvordan vagterne fungerer.

Vi glæder os vildt meget til igen at kunne byde indenfor i cafeen, og håber på henover tid at kunne udvide antallet af åbningsdage i takt med at antallet af frivillige stiger.

Luk