Den nye Klubchef har ordet
Som tidligere varskoet, er det nu blevet tid til, at jeg sætter lidt flere ord på min nye funktion i klubben, og præsenterer mig selv for de VB'ere, som ikke måtte kende mig.
Jeg hedder Lars Thomsen, og jeg har været medlem af VB siden 1978, hvor jeg startede med selv at spille bold i klubben. Allerede som 16-årig blev jeg træner for et ungdomshold, og i årene herefter hjalp jeg til i VB som holdleder, ungdomsformand, medlem af blad/årbogsudvalget, bestyrelsesmedlem, kampfordeler, samt nogle andre kasketter herudover. På dén måde har jeg et ganske indgående kendskab til vores klub - oparbejdet gennem næsten 50 års medlemskab.
Arbejdsmæssigt har jeg i mange år været ansat i administrationen bag AaBs Superligahold, og har herigennem været involveret i en bred palette af opgaverne i en fodboldklub. Fra kundeservice over billetadministration og fanpleje til sponsorarbejde. Mine erfaringer herfra kan ikke overføres 1:1 til VB, men tilpasset VB-forhold er der ret meget som kan anvendes i vores klub.
Læg hertil, at jeg sideløbende i mere end 10 år har været ledende bestyrelsesmedlem i en af Nordjyllands største idrætsrelaterede foreninger, med dengang omkring 2500-3000 medlemmer, og jeg har således rygsækken fyldt med tanker og idéer, som kan komme VB tilgode.
VB er en af de få klubben - på vores niveau og med vores medlemstal - som ikke har haft en ansat person til at stå for klubbens sponsorarbejde og administration, hvilket der altså nu er taget hul på med min ansættelse. Særskilt i forhold til sponsorarbejdet, som er centralt placeret i jobbet som Klubchef, kan jeg tilføje, at jeg arbejdede med netop sponsorerne i hovedparten af årene som ansat i AaB. Hvis du iøvrigt er nysgerrig på, hvilke opgaver jeg er prioriteret til at skulle arbejde med, og hvilke som ikke hører til på mit skrivebord, så smut ind på den tidligere nyhed på hjemmesiden, som der er linket til ovenfor.
Mit arbejde kommer alle VB'ere til løbende at kunne følge med i via hjemmeside/SoMe og via frivillig-forum. Grundlæggende er der mange ting i VB, der fortsætter som vi kender dem, men der er også en lang række områder, hvor der kommer til at ske ændringer. Ikke sådan henover natten, men gradvist så vi alle sammen kan følge med.
Kontakt mig gerne!
Vi er en stor og vidtforgrenet klub, med mange hold/årgange og mange udvalg, og i løbet af 2026 vil jeg forsøge at komme rundt i klubben. Ikke alle steder bliver her fra starten af min ansættelse, men alle VB'ere har adgang til mig allerede nu.
Min mailadresse holder af gode grunde åbent 24/7 og som det fremgår af mit autosvar, kan I forvente at høre fra mig indenfor 24 timer efter mailen er modtaget. Mailen er min primære indgangskanal og derfor er eksempelvis indtaling på min telefonsvarer deaktiveret. Du er selvfølgelig altid velkommen til at ringe til mig, men kan jeg ikke svare, så send mig en mail.
Mailen er også den primære kanal, hvis du gerne vil mødes med mig. Mine arbejdsopgaver gør, at jeg ikke nødvendigvis sidder på kontoret i klubhuset, idet der er en del mødeaktivitet udenfor huset, og opgaver på forskellige tider af døgnet, men skriv meget gerne til mig, hvis du har brug for at vi mødes - så aftaler vi et tidspunkt. Og kontoret iøvrigt - ja, det finder du på øverste niveau i klubhuset, lige efter bestyrelseslokalet. Herudover er der også aftalt nogle træffetider, hvor Inspektør Jan Bay og undertegnede vil være tilstede i klubben i tidsrummet kl. 16.00 - 18.30. Mere om disse følger.
Jeg glæder mig utrolig meget over for alvor at være kommet igang med de mange opgaver som venter. Først og fremmest skal der styr på sponsorarbejdet i klubben. Vi skal igang med at søge diverse fonde til nogle af de projekter som udvalgene i klubben arbejder med, og så er der et større arbejde at påbegynde i forhold til at få styr på planlægningen af klubbens almindelige drift.
God sæson 2026 til alle VB'ere.
