Første hjemmekamp på Spar Nord Arena søndag
CampoBet 3.Divisionskampen mod Odder Fodbold fløjtes igang på søndag kl. 16.00, og vi er klar til at byde velkommen til årets første kamp i de rammer, som vi allerhelst vil spille i.
Vores faste kontrollørkorps står klar ved indgangen og rundt på anlægget. Carsten Antonsen & Co. er klar i udebaren og i cafeen er Jesper Sørensen også parat til at servicere vores gæster. Og Per Rishøj er klar med mikrofonen til at speake os igennem søndagens kamp. Og vi glæder os - alle sammen.
I forbindelse med søndagens kamp går vi også i luften med et nyt afsnit på hjemmesiden, hvor vi har samlet en række informationer om dét at være gæst på Spar Nord Arena. Ikke kun til kampene i CampoBet 3.Division, men sådan i det hele taget.
Særskilt afsnittet om entré skal have nogle ekstra ord med på vejen. Fra og med dette forår har Forretningsudvalget valgt at justere på retningslinjerne, så de følger praksis fra de fleste andre steder vi selv kommer på besøg. Hos os betyder det, at der er gratis entré for alle VB'ere, som via DBUs fodboldapp kan fremvise gyldigt medlemskab/fodboldpas af VB. Hvad end det er som Støttemedlem, eller som aktiv spiller i eksempelvis old boys-afdelingen, eller via et helt tredje af vores forskellige medlemskaber. Gyldigt VB-medlemskab/fodboldpas findes på følgende måde:
- Åbn DBUs fodboldapp og vælg menupunktet med de tre streger i nederste højre hjørne
- Vælg "Min fodbold"
- Vælg "Fodboldpas"
- Status "Aktivt" hvis der er et gyldigt VB-medlemskab
Entréfolkene kommer til at spørge efter fremvisning af medlemskortet/fodboldpasset på mobilen, så hav den klar ved indgangen.
Har man ikke et gyldigt medlemskab af VB, så skal der betales entré fra og med på søndag. Og dog - hvis du endnu ikke er medlem, men gerne vil være det, og har brug for hjælp til at få medlemskabet af VB på plads, så sidder vores Klubchef, Lars Thomsen, klar i klubhuset søndag og entréfolkene kan så sende dig videre til Klubchefen.
Er du forhindret i at se kampen på Spar Nord Arena, så husk at alle vores kampe i CampoBet 3.Division livestreames - søndagens kamp fra kl. 15.55 via dette link.
Vel mødt på Spar Nord Arena.
