Omlægning af inspektørposten i VB
Tilbage i 2025 traf FU beslutning om at igangsætte en omlægning af inspektørrollen i VB. Henover årene var inspektørposten flyttet mere og mere ind foran PC'eren, grundet flere og flere administrative opgaver. Ønsket var at omprioritere Jan Bays tid og opgaver.
Tilbage i januar 2026 flyttede langt den største administrative opgave væk fra Bay, idet Morten Petersen startede som ny kampfordeler. Dén post tager virkelig mange timer, og er et væsentligt element i omlægningen. Overdragelsesperioden for kampfordeler-opgaverne er netop i disse uger ved at være tilendebragt.
Samtidig er også opgaverne med eksempelvis lokalereservationer og flere andre administrative opgaver, lagt over på vores Klubchef, Lars Thomsen, hvor opgaverne mere naturligt hører hjemme.
Omlægningen af opgaverne medfører, at Jan Bay pr. 1. august har fast mødetid i klubben fra kl. 08-14, og at disse timer i langt højere grad fremover kan og skal bruges på opprioritering af rengøring og vedligeholdelse af baner og klubhus.
Jan Bay er dog fortsat prioriteret til at skulle være tilstede ved større VB-arrangementer, såsom hjemmekampene for CampoBet 3.Division, Sct. Hans o.l.
