Tak til cafeens faste skanse for sæsonen 2025/26
Uanset om rækken hedder Danmarksserien eller CampoBet 3.Division, så er Jesper Sørensen stort set altid at finde i cafeen. Og sådan har det efterhånden været i rigtig mange år!
Jesper sørger til hver kamp for at tage imod dommertrioen og dommerudviklerne, og står for den forplejning vi som klub giver dommerne før kampen og i pausen. Herudover står Jesper også for at levere drikkevarer i omklædningsrummene til såvel vores eget hold som vores gæster - før kampstart, i pausen og efter slutfløjtet. Foruden naturligvis at supplere udebaren med servicering af vores tilskuere. Hovedparten af Jespers opgaver er "skjulte" for de fleste som kommer til vores kampe, men ikke desto mindre udgør Jespers indsats en meget værdifuld del af at få vores hjemmekamps-arrangementer til at fungere!
Der skal lyde et meget stort tak for hjælpen til Jesper, som heldigvis fortsætter når kampene igen starter op efter sommerpausen.
