U17 Piger sikrer oprykning til Liga 1
Vi har tidligere her på siden fulgt vores ældste årgang på pigesiden, som har imponeret med kontinuerlig sportslig fremgang. Og nu er der igen godt nyt fra årgangen!
Vores U17 Piger sikrede sig nemlig i sidste uge oprykning til Liga 1, efter et intenst og nervepirrende drama mod Randers Q.
Forud for kampen var opgaven klar: Vi skulle have point med hjem fra Randers for at sikre oprykningen. Det lagde naturligt et ekstra pres på pigerne, men de gik ind til kampen med stor vilje og tro på egne evner. Længe stod der 0-0 på måltavlen og begge hold kæmpede hårdt for hver eneste bold.
Spændingen steg naturligvis i takt med, at minutterne gik, og omkring 20 minutter inde i anden halvleg kom så forløsningen!
Liva Stensgaard Jensen fandt Ane Lillevang Kjærgaard, som sikkert sendte bolden i nettet til 1-0 for VB. En scoring, der udløste stor jubel på Vejgaard-bænken og blev kampens afgørende øjeblik. Da dommeren fløjtede kampen af, kunne VB-spillerne juble over en 1-0-sejr – og ikke mindst fejre en velfortjent oprykning til Liga 1.
En stærk holdindsats, masser af fight og en afgørende scoring fra Ane Lillevang Kjærgaard blev dermed opskriften på en aften, som pigerne sent vil glemme.
Der skal her fra redaktionen lyde et stort tillykke til U17-pigerne med oprykningen til Liga 1!
