Menu

JS: VB 5-0 FFI – Helstøbt holdindsats og hattrick!

image
09. juni 2023 kl. 23:14
HELSTØBT HOLDINDSATS OG HATTRICK I COMEBACK-KAMPEN
Tekst: Tonny Størkersen
Vejgaard Boldspilklub – FFI: 5-0 (2-0)
38’ 1-0: Alexander Sloth-Kristensen
43’ 2-0: Holgar Durhuus
69’ 3-0: Frederik Dalsgaard Jensen
86’ 4-0: Alexander Sloth-Kristensen
90’ 5-0: Alexander Sloth-Kristensen
Vejgaards JS2-herrer indledte denne fredag weekenden med en 5-0 sejr over Frederikshavn, hvor især Alexander Sloth-Kristensen fik et flot comeback efter at have været sat ud af spillet en lille måneds tid.
Efter en ujævn start på opgøret – faktisk med frederikshavnerne med overtaget - fik hjemmeholdet bedre og bedre fat. Dette udmøntede sig i slutningen af halvlegen i to scoringer fra Vejgaards angribere. Først sendte dagens anfører 1-0 scoringen i rusen efter forarbejde fra Holgar Durhuus. Den brølstærke færing ville ikke stå i skyggen af sin angrebsmakker og kort efter fordoblede han på måltavlen. Målet kom i øvrigt efter en flot assist fra Frederik Dalsgaard Jensen.
Starten på 2. halvleg blev en rodet affære, da hjemmeholdet på et tidspunkt var to spillere i undertal efter advarsler til både Alexander Sloth-Kristensen og Gustav Friis Overgaard. Vejgaardbænken ville også lege med, da to var én for lidt til et slag 3-Mands-Whist, så Tonny Størkersen meldte sig på dagen også ind i kortklubben.
Da Hjemmeholdet blev fuldtallige stod de mere eller mindre på det meste den resterende del af opgøret. Dette blev også godt hjulpet på vej af 3 advarsler til FFI’erne. Inden udeholdet også ville spille 3-Mands-Whist havde Frederik Dalsgaard Jensen bragt hjemmeholdet på 3-0, da han drev bolden adskillelige meter, før han smækkede kuglen i det lange hjørne!
I slutminutterne fik Alexander Sloth-Kristensen ”The Kop” til at eksplodere, da han lukkede og slukkede med både 4-0 og 5-0. Arkitekterne bag disse scoringer var hhv. Emil Korsgaard og (igen igen) Frederik Dalsgaard Jensen. Dagens største jubelbrøl fra ”The Kop” kom overraskende nok ikke ved nogle af hjemmeholdets scoringer, men da Rasmus Povlsen blev sendt på banen. Et levende bevis på at man sagtens kan begå sig på JS-niveau når man har alderen til at være far til stort set alle aktører inden for kridtstregerne.
Dagens kamp bar præg af en helstøbt holdindsats, hvor holdet fik rejst sig fra sidste uges blamage i Hjørring. Mange spillere bød sig til som kampens VB’er, men æren tilfaldt denne dag tilfaldt hattrickhelten, Alexander Sloth-Kristensen med 6 stemmer. Frederik Dalsgaard Jensen og Laust Nørby Jensen var også yderst toneangivende i løbet af de 90 minutter og begge leverede sæsonens bedste indsats!
Slutteligt sendes en kæmperos afsted til Steffen Agerbos tropper, da omklædningsrum 4 i Paladset lignede noget, der havde haft besøg af Japans fodboldlandshold! RESPEKT!
Vejgaards JS2-herrer runder sæsonen af med en udekamp mod Aabybro IF fredag d. 16. juni kl. 19:00, hvor vi håber at se mange af de trofaste VB’ere
Luk